Jeg er så heldig at have fornøjelsen af DSB hver eneste morgen og i dag var ingen undtagelse. Efter at have klapret tænder i et kvarter på perronen (det blev oplyst at togene kørte med 20-minutters drift pga. en uspecificeret teknisk fejl) kunne vi glade stige ind og sætte os i de blå sæder. Man ved bare at det bliver en god tur når toget er fyldt op allerede fra Høje Taastrup! Fra Rødovre kunne folk ikke længere komme ind i toget og de uheldige der ikke havde nået at få et sæde væltede rundt imellem hinanden når toget umotiveret bremsede op imellem stationerne. Skønt!
Faktisk vil jeg lige sende en ros til mine med-passagerer, det er utroligt så få sure miner, der er at spotte, selv i et overfyldt, forsinket s-tog! Jeg har bemærket at det er som om den slags udefrakommende problemer skaber en særlig fællesskabsstemning hvor vi alle ligesom kan ryste lidt på hovederne og trække på skuldrene - sammen. Hyggeligt.
Nå, men det mit indslag egentlig skulle handle om er noget der har undret mig i årevis - brugen af mobiltelefoner i s-toge (og på andre offentlige steder). Jeg ved nu at pigen, der sad over for mig i dag har to sønner ved navn Helge og Adam og de har pizza med i skole i dag! Bevares, det er da ganske uskyldig snak, men jeg ved også at hendes nabos søn bliver mobbet fordi hans mor giver ham grimt (billigt) tøj på og hun (altså pigen i toget, ikke naboen) synes at hendes liv går alt for stærkt og hun savner lige at kunne stoppe op og se hvad det egentlig er der foregår. Det kan vi vel allesammen have brug for engang imellem, men det der undrer mig er bare, at folk (og dette er bestemt ikke et enestående tilfælde) har den slags private samtaler i fuld offentlighed??
Ingen kommentarer:
Send en kommentar